tirsdag den 29. november 2011

Ny rekord i økologisk eksport

For femte år i træk sætter dansk, økologisk eksport rekord, viser nye tal fra Danmarks Statistik. På fire år er eksporten mere end tredoblet. Økologisk Landsforening ser fortsat et stort potentiale for øko-eksport i de kommende år.

Både importen og eksporten af økologiske varer steg fra 2009 til 2010. Eksporten er opgjort til 857 mio. kr. og steg dermed 15 pct.

"Det betyder, at hele den økologiske branche i Danmark vokser, for samtidig stiger salget af økologiske varer herhjemme. Vi er det land i verden, hvor indbyggerne køber flest økologiske varer, og Danmark har verdens mest veludviklede økologiske marked. Det forspring forstår de danske virksomheder at udnytte, både til at finde på nye spændende produkter og til at brede dansk økologi ud til andre lande," siger Klaus Bentzen, eksportchef i Økologisk Landsforening og fortsætter:

"Potentialet for dansk økologi er enormt, eftersom det økologiske marked fortsat er i vækst globalt. Det er stort set alle produktgrupper, der er i fremgang. Det største potentiale er indenfor kød, mælk og æg, som er produkter, vi er rigtig gode til at lave i Danmark. Regeringens nye investering i økologisk eksportfremme vil hjælpe os til at udnytte de muligheder."

Læs mere på: okologi.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar